Kapitel 1

Historiens baghistorie: Handler om en lille piges store drøm om at rejse ud i verden og redde de vilde dyrs liv. Hun havde tit fået at vide, at det var urealistisk, så hun lagde låg på at drømme. Den dag hun blev ramt hårdt af angst, havde hun fået nok. Opsagde alt og rejste til Bornean. Den lille pige begyndte at drømme igen og vende det, at være passager i hendes eget fængsles smerte til, at elske, stråle gennem hendes store drøm om at redde liv.

Jeg kiggede tit op på himlen og drømte om, at jeg ville redde liv og hele verden ville komme for at høre mig tale på verdens største fodboldbane om at tjene dyrene.

Jeg holdt det for mig selv, i det meste af mit liv. For hvorfor skulle jeg prøve at gå efter at redde verden, når jeg viste det ikke kunne lade sig gøre for mig, mine drømme er urealistiske, jeg er ordblind og er jeg flyvsk?

Jeg fandt sammen med fyre, som ikke havde lært at connecte med deres egen følelser og havde en dysfunktionel barndom. Jeg tillod folk at dømme mig i mine relationer. Er det ikke en del af livet, at det skal være hårdt og smertefuldt, er det ikke det? Jeg holdte mig ubevidst i smerten, det velkendte, for det var bandlyst, at jeg levede et liv med mening, fordi jeg ville blive frastødt så.

Jeg gjorde mit bedste for at opfylde andres behov og usagte forventninger, før mine egne. Jeg kom længere væk fra at vide, hvad mine egen behov var, drømme og standarter, da jeg troede det var vigtigt, at jeg prioriterede andre før mig selv, ellers ville jeg jo være egoistisk, og jeg vil gerne være accepteret og elsket i min familie, så hvorfor skulle jeg stå op for mine egen behov?

Jeg levede ikke mit eget liv, jeg levede andres, jeg var levende død og passager på et tog der kørte med fuld fart. Jeg så mit liv passere foran mine øjne fra dag til dag. Hvorfor kunne jeg ikke åbne min mund og sige stop, jeg fortjener det bedste? Jeg var lammet i mit indre fængsel. Jeg kunne ikke se nogen vej ud af fængslet, når jeg prøvede med et musseskridt, fik jeg af vide: ”du skal blive bedre til engelsk”, ”du skal få en til at rette dine tekster, så folk kan tage dig seriøs” og ”jeg forstår dig ikke, du skal arbejde på dit hvorfor”.

Jeg kunne ikke længere mærke min drøm. Jeg gik tit og sagde, ”jeg kan ikke mere, jeg ønsker mig et andet liv og bo på landet, hvorfor er jeg her?”. Den sætning gav mig så meget smerte, så jeg begyndte at yde smerte på min egen krop, i at prikke knopper jeg ikke havde, for at hjælpe mig af med min smerte. Jeg fik kun mere had til mig selv.

Jeg kan ikke holde til mere. Jeg er bange for jeg ikke kan holde min energi nede mere, jeg kan ikke kende mig selv i spejlet, hvem er jeg? Hvad vil jeg? Min krop sagde fra da jeg var 29 år, idet jeg tog en kop og kastede den efter min kæreste. Lige i dette øjeblik tog mit liv et vendepunkt, til at jeg lærte at stråle gennem mine store drømme om at redde liv.