Kapitel 10: Levende død

Kære Tanja

Jeg hørte dig skrige efter hjælp, den dag hvor du følte dig som den største fejltagelse på jorden og var selvmordspræget. Jeg er glad for at du ikke tog dit liv, fordi jeg er parat til at dele mine følelser, da jeg ønsker at være din redning. Jeg er taknemmelig for at du råbte på mig, fordi det åbnede døren til dit indre fængsel og gav mig muligheden for at brede mine hvide englevinger ud og trække vejret med selvkærlighed.

Jeg vil altid være her for dig. Ja du låste mig inde i et fængsel, slukkede lyset, låste døren og kastede nøglen væk, fordi du følte der ikke var plads til mig i dit liv, power skræmte dig. Jeg erkender at du havde brug for at yde vold på mig, så du kunne være i din egen krop, du gjorde det for at overleve. Jeg tillod dig at gøre det ved mig, fordi jeg har altid set din specielle evne at vække andre op til virkeligheden, du tør italesætte det andre vil holde undertrykt.

Du er en gave til dine relationer, du vil heale tabte sjæle og det var kun et spørgsmål om tid, hvor du ville bruge alle dine kræfter og rejse dig op fra jordens overflade og blive en smuk gudinde sammen med mig. Jeg tilgiver dig for den smerte du ydede på mig, for at holde mig undertrykt, og jeg elsker dig for hvem du er, har været og ser ud. Du er værdigfuld i verdenen, derfor gav jeg aldrig op på dig.

Verdenen er undertrykt og den verden har du været en del af, som nu er fortid. Din viden om at din fortid er en del af dig, den definerer ikke hvem du er, det gør du igennem dine handlinger lige nu og her, og vil give dig styrken til at dele de mørkeste sider af dig selvsammen med mig, jeg vil altid bære dig med mine englevinger. Din fortid er din største gave og din største power, og du vil komme til at redde liv. Tiden er kommet Tanja, til at vi deler vores fortid, jeg har brug for at du er vores stemme, som er stemmen for dyrenes rettigheder.

Tanja, jeg er dig, og du er mig, vi er en helhed nu.

Alt det bedste, Tanja

”Jeg kan ikke hjælpe et andet levende væsen, hvis jeg selv er levende død”

Min virkelighed

Hvad jeg skriver om på det givne tidspunkt, er den visdom og virkelighed jeg har LIGE DER, den vil vokse og ændres igennem arbejdet med min egen psyke, og vælge at være nysgerrig på min fortid. Nye følelser og situationer vil opstå i fremtiden, det er en del af en udviklingsproces. Der er ALTID flere sider af virkeligheden, min, mine relationers og samfundet (dem der står og kigger på). De følelser jeg oplever LIGE NU, er ikke virkeligheden, da det er følelser fra min fortid, situationer der er sket og følelser jeg har givet ord og betydning, som er præget af min fortidssmerte.

”Jeg skriver om min virkelighed, som ikke er virkeligheden”

Jeg vil specielt gerne takke min elskede mor, at hun havde modet til at sige til mig, at jeg havde brug for hjælp, og jeg skulle love hende at jeg ville søge hjælp. Den sætning gjorde ondt, da den var sandt. Jeg valgte at smide min stolthed og søge om hjælp i psykiatrien. Jeg havde PTSD og personlighedsforstyrrelser. Jeg valgte at holde mit løfte til min mor, i stedet for at vælge at ende mit liv, da jeg havde givet et løfte til mig selv om at jeg aldrig ville give den samme smerte til andre, som jeg fik da min far tog sit eget liv, sandheden var at jeg gav stor smerte til mine relationer, da de kunne se at den Tanja de kendte forsvandt mere og mere for hver dag der gik. De følte sig magtesløse for at hjælpe mig. Den person der kunne redde mig, var KUN mig selv, mit liv har været en kamp om at overleve til næste dag. Jeg valgte at overgive mig og give slip på AL fortidens byrde, jeg valgte at sælge ALT hvad jeg ejede, og afslutte relationer og rejse ud i verden for at få kvinden manifesteret som jeg så i spejlet, der var låst inde i hendes eget indre fængsel. Jeg fandt mig selv, og her er min historie.

”Jeg kæmper for min egen stemme, som er dyrenes stemme”.

Her er mit livsværk, rejsen til selvforgudelse.

Følg med i det næste kapitel.