Hell comes before I grow

Levende død

”Min virkelighed er ikke virkeligheden”

Mit hell kom op til overfladen i marts 2017. Jeg havde undertrykt mig selv så meget, at jeg ikke kunne se hvor meget jeg var afhængig af smerte og jeg søgte dårlige relationer. Jeg følte mig ikke værdifuld nok til at blive elsket for kvinden jeg gemte inden i mit indre fængsel. Jeg valgte at jeg var elsket når jeg var undertrykt, så hvorfor skulle jeg prøve at leve mit eget liv, som den kvinde jeg så i spejlet, da jeg var elsket?

Jeg elsker dig, og derfor yder jeg vold på dig, samt tillader andre at gøre det på dig. Det er det jeg har lært at give og modtage, og på den anden side føler jeg mig så fortabt. Jeg føler mig hjemme i smerte og at jeg har flere personligheder, og i ingen af dem kan jeg se mig selv – er jeg skør? Når jeg kiggede på mig selv i spejlet, og op på himlen, og hvad jeg så foran mine øjne inden jeg lagde mig til at sove, var ikke den kvinde som levede inden i mig selv. Hvad er der galt med mig?

Jeg er forkert og du er rigtig

Jeg kan ikke tælle på min hånd hvor mange gange jeg har følt mig forkert på den ved at være mig og bare være tilstede i verden. Hvis jeg intet kan gøre rigtigt, og det jeg gør er aldrig godt nok, hvorfor skal jeg så leve? Jeg har så tit fået at vide af min daværende kæreste, at jeg ikke opsummerer hvad han sagde og at jeg bider fast i det der gør ondt. Jeg følte mig så rundforvirret og følte mig slagtet hvis jeg sagde et ord forkert.

Jeg følte mig magtesløs når jeg prøvede at rydde op i konflikten og tage ansvar for det jeg kunne se. Der var ord han ønskede jeg skulle sige på en bestemt måde, før det blev godt imellem os. Jeg sagde det han ville høre, også med en bestemt følelse, da han havde brug for at mærke jeg mente det jeg sagde. Lige her tillod jeg mig at undertrykke mig selv, for at få fred, da situationen mindede mig om min x-kæreste der slog mig (2010). Jeg var bange.

Jeg ønskede jeg havde en båndoptager, hver gang i konflikten, fordi når jeg prøvede at gentage det min daværende kæreste sagde, fik jeg tit at vide, at det var ikke det han sagde, og hvis jeg skal gentage det han sagde, skulle det være præcist, ellers skulle jeg lade helt være. Et behov han også ønskede var at vi skulle gentage det den anden sagde når vi rydder op i konflikten. Jeg stoppede med at gentage ham, da jeg tit stødte på at jeg er forkert og du er rigtig.

Båndoptageren ville kunne vise ham, at jeg ikke var ikke forkert og jeg gentog det han sagde godt nok. ALT SKAL FANME VÆRE PÅ DEN RIGTIGE MÅDE FØR JEG ER ACCEPTERET AF DIG, hvornår accepterer du selv dine fejl? Ved at jeg får at vide hvad mine fejl er hele tiden, og vi har en snak om hvordan jeg kunne lave dem om, hvor mine fejl kommer fra i fortiden, og hvad er gaven i dem, er al fokus på mig, og at han gemte sig selv væk, da et forholds konflikter er ALDRIG kun den ene partners skyld.

Hvis jeg taler om hvordan jeg har det med dine spørgsmål om mine fejl, sårer jeg dig, og du ville ønske jeg kunne se at det var det jeg havde brug for. Jeg lægger min behov væk og bliver en pleaser, jeg må være forkert på den, da det jeg gør, er ikke godt nok. Det gør ondt, så jeg vælger at give det han vil have. Jeg mistede mit grin og smil.

Skønheden blev til monsteret

Marts 2017

Jeg følte jeg blev skubbet op i hjørnet, jeg prøvede at forklare en situation til min daværende kæreste, om hvad jeg gjorde, hvorefter han fortalte mig hvad jeg gjorde over tre gange. Jeg følte mig kvalt, lammet, låst fast på sengekanten, undertrykt under hans kommunikation og min mulighed for at overleve var at give slip. Min hjerne lukkede ned, jeg vendte mig om, tog en kop og kastede den med alt hvad den kunne trække, jeg ramte lige over hans hoved, og den gik itu. Jeg føler jeg har mistet forstanden, og mærker en besættelse der tager over min krop når jeg mærker forkerthedsfølelsen, og samtidig en KÆMPE lettelse. Jeg går i krig.

Jeg kunne igen trække vejret, jeg havde FÅET NOK af at han havde en kommentar med det samme på hvad jeg gjorde i konflikten. Dette var starten på at jeg blev voldelig. Mine handlinger blev værre og værre, forvirringen blev større og jeg blev mere og mere ulykkelig, fordi jeg så mig selv som en god person, så hvordan kunne jeg slå? Jeg blev til et monster og min facade begyndte at skralle af, jeg var rædselslagen for min indre power, nu er den ude ad fængslet, ude i det fri. Hjælp!

”Alt behøver ikke at give mening for at kunne leve et værdifuldt liv med taknemmelighed, accept og tilgivelse til mig selv, andre og universet”

Jeg går i det røde felt

Tekst fra situationens fortid

Når jeg får følelsen af, at jeg er forkert på den eller har gjort noget forkert, bliver jeg taget af et voldsomt had, og lyst til at ødelægge alt, sige de mest onde, grimme og sårende ting til den person der får mig til at føle mig forkert på den. Jeg er klar til at gå i kamp og dræbe. Jeg kan slet ikke snuppe den følelse, for jeg har gjort FUCKING ALT FOR ANDRE, men hvad med mig selv og mine følelser indeni som er stemmeløse? Når jeg virkelig tager ejerskab eller et personligt ansvar, får jeg store reaktioner fra folk, og det pisser mig af, for jeg har lov til at være til i denne verden og leve. Jeg vil ikke mere leve et liv hvor jeg prøver leve op til folks forventninger, for det er en tabt kamp jeg aldrig har eller kan vinde, for der er så mange forventninger der ikke bliver talt om, bedre sagt, næsten ingen i familien, på jobbet, i et venskab eller et parforhold, snakker om de usynlige forventninger vi har til hinanden. Nope, alt kommer ud som stikbemærkninger, pegen fingre og gøre den anden forkert, hvor det i bund og grund handler om personen selv. Jeg er så træt af, at folk ikke tager ansvar for deres eget lort, følelser, deres mørke side og meget mere, som de lægger over på den person de stå over for. Jeg ved godt at hvis de ikke har en indsigt i hvad de gør, hvor de kommer fra og hvor deres eget ansvar er henne, kender de ikke noget til det, for det er så nemt at fralægge sig sit ansvar og lægge det over på den person vi står overfor, i telefonen eller på nettet.

Modet til risikovillighed

At opleve og vide, at min mørkeside rummer varme, kærlighed og at jeg kan finde nøglen til mit indre fængsel i den mørkeste tunnel, KUN hvis jeg tør at gå ind i mørket, og lære mit mørke at kende, og er villig til at gøre det der skal til for at rumme mine indre dæmoner. Samt bede om hjælp fra en person som har visdom på personligt plan ift. det som jeg går igennem. Dette hjælper mig til at trække vejret.

Hvordan fandt jeg min vejviser til indre lykke? Jeg gav aldrig op på at finde personen som jeg kunne spejle mig i. Jeg fandt få personer. Dagen hvor jeg fandt min vejviser som jeg har ledt efter, var den 21.04.2019 hvor jeg valgte at elske mig selv samt være mit eget mirakel. Jeg fandt hjem i mig selv, jeg blev selve personen som jeg har ledt efter. ALT starter med mig som dig først, før ændringen kan lade sig gøre. Hvornår tager du kontrollen tilbage til dig selv og BLIVER din egen vejviser?

En speciel tak

Jeg vil gerne takke min daværende kæreste som var sammen med mig, gennem jeg blev og var voldelig, det er takket været ham, at mit indre fængsel som jeg havde skabt, åbnede sig og kom til overfladen ved at jeg kastede en kop som ramte lige over hans hoved. Jeg vil altid elske ham for at være personen der pressede og udfordrede mig til at få en voldsom reaktion. Jeg kom i kontakt med min undertrykte indre power, jeg blev et med den og fik muligheden for at lære hvad vrede var, samt turde at dele mine mørkeste hemmeligheder, og føle mig elsket for dem.

”Min virkelighed er ikke virkeligheden”

Hvad handler din virkelighed om, som du skaber, efter at have læst min historie? Der skabes en virkelighed for hver person der hører og læser om min historie. Min virkelighed af en situation som din, er IKKE virkelig, fordi vores fortidssorg præger nutiden. LIGE NU har du chancen for at heale din fortid: Hvad prøver din fortid at fortælle dig, at du har brug for at tage et ansvar? En tabt sorg der ligger i din underbevidsthed, som du tillægger min historie.